Der er kommet ny vind til Vestas. Ordrebogen er fordoblet efter en ny kæmpeordre fra USA.
Den danske vindmøllegigant har fået en ordre på levering af vindmøller på i alt 150 megawatt til USA, det skriver EPN.
Med den nye aftale bliver omfanget af Vestas' ordrer mere end fordoblet i år. Den store danske virksomhed skal nu levere møller med en samlet kapacitet på 285 megawatt.
Det gør, at ordrebogen er større, end den var på samme tidspunkt i både 2010 og 2011.
Vestas oplyser til EPN, at møllerne skal leveres i andet halvår af 2012, og at ordren er endelig og uden betingelser. Efter ønske fra kunden er det hverken oplyst, hvem det er, hvilket projekt der er tale om, eller hvor mange møller, der skal bygges.
Men hvis møllernes kapacitet er de 3 megawatt, der er standard for både hav- og landmøller, vil ordren nå op omkring 50 vindmøller.
Ud over levering, opsætning og igangsætning af vindmøllerne omfatter ordren også et drifts- og styresystem samt en femårig service- og vedligeholdelsesaftale.
Kilde: EPN