Selvom ledigheden er høj lige nu, er det ikke nødvendigvis en god idé at vente med at øge danskernes arbejdstid til bedre tider.
Sådan lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).
Hun sender dermed et noget andet signal, end regeringspartnerne i Socialdemokraterne meldte ud forleden. Her gjorde politisk ordfører Magnus Heunicke det klart, at danskerne først skal arbejde længere, når der er skabt flere job.
- Det, at flere gerne vil arbejde mere, er med til i sig selv at skabe vækst og øget beskæftigelse. Man risikerer at lave en negativ selvopfyldende profeti ved at sige, at "først når et eller andet er opfyldt, vil vi gøre noget", siger Margrethe Vestager.
De igangværende trepartsforhandlinger skal øge arbejdsudbuddet ved at få danskerne til at arbejde noget mere. Men fagbevægelsen er særdeles skeptisk over for at bede medlemmerne blive en time længere eller sløjfe helligdage i en tid, hvor fyresedlerne deles gavmildt rundt, mens de ledige job er få.
FTF's formand, Bente Sorgenfrey, har ligefrem sat årstal på, hvornår danskerne kan begynde at arbejde mere.
- Det skal i givet fald først træde i kraft, når konjunkturerne tilsiger det. Vi kommer ikke til at arbejde mere i 2013 eller 2014, så det bliver tidligst i 2015, sagde hun tidligere på ugen til Politiken.
Og hun fik opbakning fra Magnus Heunicke.
- Regeringen er fast besluttet på, at vi først skaber arbejdspladser. Så skal vi arbejde noget mere, sagde han.
Han ville dog ikke sætte årstal på.
Margrethe Vestager har netop præsenteret regeringens halvårlige økonomiske redegørelse, og ud fra dens prognose er hun nogenlunde på linje med Bente Sorgenfrey i forhold til, hvornår økonomien måske vil vise fremgang igen, nemlig først efter 2013.
Men det betyder ifølge ministeren ikke nødvendigvis, at en øget arbejdstid ikke kan træde i kraft før.
- Det er en måde at anskue verden på. Jeg forstår godt synspunktet, men det er vigtigt, at vi får gjort det, der får ledigheden ned i stedet for at vente. For så risikerer vi, at det ikke kommer til at ske, siger Margrethe Vestager.