Af Birthe Linddal Hansen Sociolog og fremtidsforsker

Vi har hørt det mange gange på det seneste. Et utal af undersøgelser konkluderer det igen og igen, og nu går folk og taler om det på gader og stræder. Danskerne er verdens lykkeligste folkefærd eller i hvert fald et af de lykkeligste.

At vi i Danmark er verdens lykkeligste, er for mig at se lidt af en overraskelse. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke udmærket ved, hvilket smørhul jeg er havnet i. Jeg synes bare ikke rigtig at kunne få øje på alle disse lykkelige mennesker. Hvor er de glade smil på gaden, hjertevarmen, den endeløse energi og ikke mindst det store menneskelige overskud, som altid synes at følge i hælene på den store lykkefølelse?

Med kritiske øjne synes jeg faktisk ikke, det ser ud, som om vi er særlig lykkelige. Men nu er lykke selvfølgelig også et relativt begreb.

Forklaringen er ...

Forleden dag kom så imidlertid forklaringen. En ganske simpel forklaring, der hedder forventninger.

En engelsk forsker mener nemlig at have fundet forklaringen på danskernes højere lykke. Vi danskere forventer ganske simpelt langt mindre af livet end for eksempel vores italienske brødre og søstre, og derfor føler vi os mere lykkelige. Meget præcist er vi ganske enkelt tilfreds med mindre. Devisen synes at være, at hvis bare man satser på gråvejr, bliver skuffelsen mindre, hvis regnen siler ned, mens lykken indtræffer ved solskin.

Forvent lidt mindre

Modsat mine landsmænd har jeg store forventninger. Store forventninger til mig selv, de andre og livet i det hele taget. Som født optimist og en smule naivist er jeg altid sikker på, at alt kan blive bedre.

Og det til trods for at et utal af skuffelser minder mig om, at det jo aldrig blev verdens bedste børnefødselsdag, livet bliver ved at være uretfærdigt, mænd også kun er mennesker, og selv drømmejobbet kan være problemfyldt.

Vil man gerne være mere lykkelig, synes løsningen derfor at ligge lige om hjørnet. Kunne jeg bare forvente lidt mindre, ville min lykke være gjort. Problemet er dog det, at det med forventninger er svært selv at styre, og ikke mindst synes livet jo også temmelig fattigt uden nogen form for forventninger.

For uden forventninger til sig selv, andre og verden i det hele taget opnår man vel ingenting? Eller måske handler det bare om realistiske forventninger.

Sats på begge dele

Spørgsmålet er så bare, om det er realistisk at forestille sig, at en hel nation kan være de lykkeligste, og om det nogensinde har været realistisk at forestille sig retfærdighed, skolegang til alle og kvinders ligestilling. Og så fremdeles bør man nok overveje en ekstra gang, om det er lykken eller forventningerne, der er værd at satse på. Eller bedre endnu, begge dele.