Inden året er omme vil Socialdemokraterne foretage endnu en rokade af deres ordførere. Det gætter politisk ordfører for Venstre, Troels Lund Poulsen, på.
»Nu er det så det tredje hold Helle Thorning-Schmidt stiller med på centrale ordførerposter. Det svarer meget godt til den pendulpolitik, hun fører, hvor man ikke kan finde ud af, hvor partiet skal hen. Der kommer sikkert endnu en rokade til efteråret,« siger Troels Lund Poulsen.
Rokaden i Socialdemokraterne vil ikke få regeringen til at svare igen med en ministerrokade, forsikrer han.
»Det er en helt mærkværdig opfattelse, at rokader gør en politisk forskel. Vi har en helt anden holdning til rokader end Socialdemokraterne. I modsætning til under Nyrup, som udførte terrorudskiftning af ministrene, som gjorde, at de aldrig kom ind i deres stof, mener vi, at ministrene skal have lov at blive siddende, så de kan føre deres politik ud i livet,« siger han.
Det nye socialdemokratiske hold får ikke politisk ordfører for De Konservative, Pia Christmas-Møller, til at ligge søvnløs om natten.
»Men man skal selvfølgelig altid have respekt for sine modstandere,« siger hun. Fyringen af Lone Møller som sundhedsordfører for Socialdemokraterne vækker undren hos den politiske modstander.
»Jeg synes, at Lone Møller er en ærlig socialdemokrat, der kæmper for den socialdemokratiske politik med stort engagement,« siger hun. Pia Christmas-Møller ser derudover frem til at debattere med de nye ordførere fra oppositionens største parti.
»Det er et hold, der må vise, hvad de kan på talerstolen. De skal alle være velkomne, og det skal Helle Thorning-Schmidt også være. Lad os krydse klinger på det politiske,« siger hun.