Han har sovet i timen.
Så kontant og personlig lyder kritikken fra Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen mod rigsrevisor Henrik Otbo, skriver Politiken.
Angrebet på Folketingets kontrolapparat kommer efter skarp kritik af Sundhedsministeriet, fordi de ikke udleverede en rapport om betaling af private sygehuse, da Henrik Otbo krævede den udleveret.
"Rigsrevisor har ingenting gjort i et helt år, hvor han kunne have forholdt sig til den rapport. Han har siddet på sin flade bagdel. Pludselig kommer oppositionen igen og taler om overbetaling. Og så vågner rigsrevisor op og kører med på deres vogn og begynder at råbe og skrige og skælde ud," siger Birgitte Josefsen til avisen.
Dermed går sundhedsordføreren stik imod hendes egen politiske ordfører og statsrevisor Peter Christensen. Han bakker sammen med resten af statsrevisorerne op om kritikken af Sundhedsministeriet.
Rigsrevisor har i en redegørelse til statsrevisor forklaret, at reaktionen først kommer nu, fordi at han dengang ikke vidste, om rapporten var intern eller ekstern. Han vidste heller ikke, hvem der havde skrevet rapporten og hvornår arbejdet var færdigt.
Men i redegørelsen skriver Henrik Otbo, at han aldrig fik dato for, hvornår rapporten var skrevet, så han derfor ikke kunne kritisere for den manglende udlevering. Det var først, da flere oplysninger kom frem i medierne, at han reagerede.
Men det rører ikke sundhedsordføreren, som tidligere har været ude med samme kritik.
"Han fik rapporten. Hvis han ikke kunne se, hvem der havde lavet den, og hvad status den havde, så må han da rette henvendelse til ministeriet og bede om flere oplysninger. Det havde jeg da gjort, hvis jeg sad med en rapport og skulle bruge den i mit arbejde. Hvor svært kan det være? Det er en tynd forklaring, han giver," siger hun til avisen.
Oppositionen kan kun ryste på hovedet af kritikken.
"Min korte beskrivelse af Birgitte Josefsen er, at jeg synes, at hun er patetisk og latterlig. Det er pinligt, at hun bliver ved med at mistænkeliggøre rigsrevisor, der har givet en meget klar redegørelse for hele det her forløb," siger statsrevisor Mogens Lykketoft (S).