Kommunale chefer fravælger i stigende grad åbenlyst kvalificerede ansøgere, når ledige stillinger i kommunen skal besættes.
Påstanden stammer fra kommunernes egne jobcentre. Ifølge en analyse foretaget af HK Kommunal giver ansatte på jobcentre udtryk for, at især kommuner er tilbøjelige til at lade personlige relationer påvirke ansættelser.
Michael Ziegler (K), der er formand løn- og personaleudvalg i Kommunernes Landsforening, kalder det en "overilet konklusion".
"Det svarer ikke til det billede, jeg har af kommunerne. Og jeg tillader mig at stille mig tvivlende over for, om medarbejdere på jobcentre kan have en kvalificeret mening om, om det er de bedst kvalificerede, der ansættes i kommunerne," siger borgmesteren fra Høje-Taastrup.
Hver tredje bruger privat netværk
I visse kommuner er udviklingen ifølge jobkonsulenter "gået helt galt".
"Åbenlyst kvalificerede ansøgere kommer ikke til samtale til job, der besættes af personer med tydeligt svagere kvalifikationer," lyder det i analysen fra HK.
Kun syv procent af alle job blev i 2012 formidlet gennem de kommunale jobcentre, mens 33 procent skaffede sig job gennem det private netværk.
Af samme grund har Michael Ziegler svært ved at se, hvordan jobkonsulenterne overhovedet kan have begreb om, hvor vidt et job havner i hænderne hos den bedst egnede eller ej.
"Det er jo meget subjektivt, hvem der er den bedste kandidat til et job," siger han
Til forskel fra private virksomheder er kommuner og andre offentlige arbejdspladser dog forpligtet til at slå ledige stillinger op.
Ifølge analysen fra HK er jobkonsulenterne derfor i mange tilfælde i stand til at sammenligne kvalifikationskrav til en stilling med den person, der faktisk bliver ansat.
Derudover bygger jobkonsulenterne deres vurdering på tilbagemeldinger fra ledige, der har forhørt sig om, hvorfor de fik afslag på en stilling.
Jobkonsulenter skal ikke føre opsyn
Michael Ziegler ønsker ikke at forholde sig til den kommende reform af beskæftigelsessystemet, hvor en styrkelse af den direkte jobformidling på jobcentrene udgør et centralt element.
Han vil dog genre forholde sig til, hvad han mener om jobkonsulenternes holdning om, at mere direkte jobformidling vil give mulighed for "diskret intervention", hvis kommunale chefer lader personlige relationer påvirke ansættelsesprocessen.
"Selvfølgelig har jobcentrene en oplagt funktion i formidling af job, men jeg ser ikke for mig, at medarbejderne i beskæftigelsessystemet skal føre opsyn med, om den enkelte arbejdsgiver ansætter den kandidat, som ifølge jobcentret burde have stillingen," siger Michael Ziegler.