43 kroner. Det er, hvad publikum i gennemsnit lægger, når de er til koncert. Og det er inklusiv garderobe. Finanskrisen har fået landets spillesteder til at kæmpe for at overleve.
Vega kæmper på andet år i træk med underskud, og det tyder på, at spillestedet på Vesterbro går ind i det nye år med et underskud på over 5 millioner kroner.
Spillestedet har ellers forsøgt at forbedre økonomien ved at skære i omkostningerne, hvilket blandt andet har kostet omkring 80 ansatte jobbet.
"Markedet har udviklet sig helt anderledes, end vi havde forventet, fordi folk drikker endnu mindre end sidste år," siger bestyrelsesformand Hans Abildstrøm ifølge iByen.dk.
Stedet fik ellers tidligere på året en del af den krisepakke på 3,9 millioner kroner, som Københavns Kommune satte af for at sikre de små spillestedernes eksistens.
"Noget skal der gøres, ellers lever de ikke året ud. Vega er alvorligt ramt, men at de har penge er ikke i sig selv nok til at afværge krisen. Derfor holder vi torsdag et møde og ser, om staten vil komme med nogle penge også," siger Simon Strange, socialdemokraternes kulturordfører i borgerrepræsentationen.