Forårsagtigt vejr er på vej, og vinterjakken vil for mange føles lidt for varm senere på ugen.
Den såkaldte sibiriske kulde havde ellers bidt sig godt fast i starten af februar, men nu ser det ifølge vejrudsigter fra DMI og TV 2 Vejret ud til at mildne lidt.
Frem mod fredag-lørdag vil temperaturerne ifølge DMI ligge på mellem 5-9 grader, og det bliver for det meste tørt. Og så slipper vi for nattefrosten. Til gengæld bliver det blæsende.
TV 2 Vejret forudser, at vi kan nå op på 10 grader sidst på ugen
På TV 2 Vejret mener meteorologerne, at de varme grader er kommet for at blive. Den hårde vinterkulde kommer i hvert fald ikke tilbage.
"Det er meget usandsynligt, at vi får en vejrsituation som i de første to uger af februar, hvor vi havde 'sibirisk kulde'. Faktisk er der slet ikke noget, der tyder på, at kulden kommer tilbage," siger meteorologen Mikael Jarnvig til TV 2 Vejret.
Den positive vejrmelding bliver også bekræftet hos DMI, der lover op til ni grader sidst på ugen.
Kilde: TV 2 Vejret, DMI