Skrevet i samarbejde med Morten Skærbæk
Er statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ved at varme op til et efterårsvalg?
Både på Christiansborg og i reklamebranchen svirrer rygterne. Blandt andet skulle statsministerens parti angiveligt have lagt beslag på partiets reklamebureau, Hjaltelin, Stahl & Co s, tid.
Ligesom rygtet går, at Venstre er ved at sætte sig på stort set al udendørs-reklameplads i oktober og november måned.
Folk i reklamebranchen siger til Nyhedsavisen, at billedet i den grad minder om opvarmningen til valget i 2005, hvor det i månederne op til folketingsvalget ikke var til at booke en reklameplads ved busstopsteder og husgavle.
Også Venstres folketingsmedlemmer skulle have fået besked på at gøre deres valgplakater klar til tryk, lyder det på gangene på Christiansborg.
- Det har jeg intet hørt om, er Venstres partisekretær, Jens Skipper Rasmussens, eneste kommentar til rygterne.