Unge danske mænd bliver ikke længere tvunget i trøjen.
Dermed er værnepligten i realiteten sat ud af kraft, viser tal fra Forsvaret ifølge Jyllands-Posten.
Årsagen er, at så mange unge mænd melder sig til Forsvaret, at der ikke længere er numre i lodtrækningen ved sessionen, der sender unge direkte ufrivilligt ind som værnepligtige.
De mange frivillige glæder Hærens Konstabel- og Korporalforening, der bl.a. varetager de værnepligtiges interesser. Samtidig er udviklingen blot endnu et argument for at suspendere værnepligten.
"Man kan altså godt rekruttere til en professionel hær uden en værnepligt," slår formand Flemming Vinther fast over for Newspaq, og påpeger, at "tiden er løbet fra værnepligten."
Også socialdemokraterne mener, at udviklingen er endnu et argument for at afskaffe værnepligten.
"Vores pointe er, at Forsvaret skal gøre sig så interessante som muligt, så de unge mennesker selv vælger det. Vi foreslår jo, at man afskaffer pligtdelen af det, og gør værnepligten til en værneret. På den måde kan de unge mennesker selv vælge militæret til eller fra," siger John Dyrby Paulsen til Newspaq.
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) afviser dog over for avisen en afskaffelse.
"Vi ved ikke, hvordan det ser ud om et eller to år," siger hun, med henvisning til, at værnepligten kan blive nødvendig, hvis antallet af frivillige falder.
Endelige frasiger Flemming Vinther sig, at værnepligten er sat ud af spillet, blot fordi mange melder sig frivilligt.
"Det er noget sludder. Vilkårene som værnepligtig er jo fuldstændig ens, om man er blevet tvunget ind, eller har meldt sig frivilligt," siger han.