faktaboks
Hvis der var valg i dag.
Stemme- og mandatfordeling ifølge Danske Research.
Socialdemokraterne 26,9 pct. - 47 (45)
De Radikale 5,1 - 9 (9)
Konservative 9,5 - 17 (18)
SF 18,1 - 32 (23)
Dansk Folkeparti 13,2 - 23 (25)
Venstre 24,6 - 43 (46)
Enhedslisten 2,2 - 4 (4)
Målingen af foretaget blandt 957 repræsentativt udvalgte danskere.
I parrentes mandattal fra valget i 2007.
Den vinterkolde luft over Danmark har bidt sig fast i den borgerlige regering.
Var der valg i morgen, kunne Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning-Schmidt (S) indtage Stats- og Udenrigsministeriet.
Det viser en meningsmåling foretaget af Danske Research for Nyhedsbureauet Newspaq.
De to oppositionsledere erobrer i målingen 92 mandater mod det nuværende VKO-flertals 83.
Forsker i politisk kommunikation på Copenhagen Business School, CBS, Sine Nørholm Just, vurderer, at regeringen lider af metaltræthed efter en årrække ved magten og under manglende klare og forståelige svar på den økonomiske krise.
Samtidig peger hun på, at flere dårlige sager har presset regeringen i defensiven.
"De er hele tiden tvunget ud i en masse krisekommunikation omkring nogle enkeltsager. Det kommer til at virke defensivt," siger Sine Nørholm Just til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den analyse kommer de også frem til hos de konservative.
"Vi er åbenbart ikke nok i offensiven, og det går simpelthen ikke, for jeg vil ikke finde mig i, at den røde blok går hen og vinder," lyder det fra politisk ordfører Henriette Kjær (K).
Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen deler dog ikke opfattelsen af, at det er dårlige sager om især forsvarsministeren, der tynger blå blok.
"Normalt flytter den slags sager ikke det store. Men det gør det, når sygehusene lige pludselig skal ud og fyre folk. Det får vælgerne til at spørge, om den politik, der føres i øjeblikket, nu også er den rigtige," påpeger Sass Larsen over for Newspaq.
Dykker man ned i meningsmålingen viser den, at Venstre ville tabe tre mandater i forhold til valget i 2007, mens de konservative ville miste en enkelt plads i landets lovgivende forsamling.
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, taber i målingen to mandater.
Socialdemokraterne ville ifølge meningsmålingen vinde to mandater - SF hele ni. De radikale står til at holde deres ni mandater.
Men hvad vil de borgerlige så gøre for at komme tilbage på sporet?
Henriette Kjær har opskriften klar.
"Vi skal gå mere i flæsket på deres politik," fastslår hun og peger på, at oppositionens program 'Fair Forandring' er en "ren gavebod."
Men den opskrift på succes deles ikke af eksperten i politisk kommunikation.
"Regeringen skal ud og vise deres egen politik i stedet for at angribe oppositionen. Det vil nemlig fremstå som en meget hypotetisk diskussion for vælgerne," siger hun.