I morgen skal Lars Løkke Rasmussen (V) for anden gang i sin karriere indtage folketingets talerstol og åbne landets lovgivende instans. Et folketingsår, der højst sandsynligt vil blive præget voldsomt af det kommende valg.
Og en ny meningsmåling fra Ugebrevet A4 viser, at cirka hver tredje vælger mener, at de to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen, leder deres partier dårligt. Et udtryk for valgstemning, siger valgforsker Rune Stubager.
"Når folk får de her spørgsmål, så tænker de lidt, at det svarer til, hvem de gerne vil have som statsminister, og derfor svarer de dårligt om modstanderens kandidat. Men vi skal selvfølgelig også tage med, at begge politikere har været ude i stormvejr for nyligt," siger han til Newspaq.
Til gengæld er vælgerne til begge sider for midten ikke i tvivl om, hvem der leder sit parti bedst. 70 procent svarer, at Villy Søvndal gør det godt eller meget godt.
"Det man kan pege på, er at han gør det rigtig godt for partiet. Han tiltrækker flere vælgere, og det gør han nok på baggrund af, at folk synes, han har nogle løsninger på nogle af de problemer, vi står overfor," siger Rune Stubager om tallet.
Ifølge vælgerne er Lene Espersen i øjeblikket den dårligste partileder. Hele 55 procent svarer, at hun leder sit parti dårligt eller meget dårligt. Og derfor mener Rune Stubager også, at hun havde fundet 'Villy-teknikken' frem ved weekendens partikongres.
"Hun har forsøgt at markere klar konservativ politik og sige, det er det her vi vil, og her har du de konservative. Og det kan man jo sige, er en af de ting, der er lykkedes for Villy Søvndal," siger han til Newspaq.
I alt 1045 i alderen 18 til 70 år deltog i meningsmålingen, der blev gennemført at Analyse Danmark i perioden 15. til 20. september.
Meningsmålingen i tal: Klarer sig godt/meget godt, klarer sig dårligt/meget dårligt.
- Villy Søvndal (SF): 70 %, 8 %.
- Pia Kjærsgaard (DF): 66 %, 14 %.
- Johanne Schmidt-Nielsen (EL): 40 %, 11 %.
- Helle Thorning-Schmidt (S): 39 %, 30 %.
- Anders Samuelsen (LA): 35 %, 17 %.
- Lars Løkke Rasmussen (V): 28 %, 33 %.
- Margrethe Vestager (R): 25 %, 28 %.