Sundhedsstyrelsen har besluttet at destruere ubrugte vacciner mod influenza A (H1N1) - også kendt som svineinfluenza.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Der er tale om godt en halv million ubrugte doser af pandemivaccinen 'Pandemrix', der er distribueret til de praktiserende læger og andre vaccinationssteder.
Styrelsen vurderer, at der ikke længere er brug for de mange doser, der har en værdi af godt tre millioner kroner. Det skyldes, at årets sæson-influenzavaccine også beskytter mod den influenza A, der var årsag til pandemien i 2009.
Influenzavaccination starter som vanligt den 1. oktober.
Danmark bliver dog ikke helt tørlagt for H1N1-vacciner, idet Statens Serum Institut beholder et betydelig lager, hvis influenzaen bryder ud igen.