Af Christina Agger
chag@avisen.dk
Oppositionens krav om familie- og forbrugerminister Lars Barfoeds (K) afgang er usagligt. Det mener Venstres fødevareordfører Inger Beinov Støjberg.
»Det er helt uhørt af oppositionen at kræve hans afgang, inden de overhovedet har læst rapporten. Det er en usaglig jagt og et udtryk for, at oppositionen bare har slået automatpiloten til. De kan ikke forholde sig til, hvad der står i rapporten, når de ikke har læst den endnu,« siger hun.
Selv ønsker Inger Beinov Støjberg af samme grund ikke at kommentere den Rigsrevisionsrapport, der har udløst oppositionens kritik.
»Jeg har ingen kommentarer til rapporten, før statsrevisiorerne er kommet med deres bemærkninger.«
Hvilke konsekvenser skal det have for Lars Barfoed, hvis TV 2 Nyhedernes oplysninger om, hvad der står i rapporten, er sande?
»Jeg vil som sagt ikke kommentere rapporten, før jeg har den i hånden, og før statsrevisionerne er kommet med deres kommentarer.«
Men kan du leve med at have Lars Barfoed som familie- og forbrugerminister, hvis ikke han varetager familiernes og forbrugernes interesser?
»Jeg kan og vil ikke kommetere på noget, inden jeg har set statsrevisorernes kommentarer til rapporten.«