Danmark skal ikke længere være et klassesamfund, når det gælder it-udbredelse. Venstre går nu til kamp for, at yderområder også skal kunne surfe på det mobile bredbånd.
"Hvis vi virkelig vil have vækst her i samfundet, er vi nødt til at sikre ordentlige bredbåndsforbindelser over hele landet; ikke kun i storbyerne," lyder det fra Venstres gruppeformand, Kristian Jensen.
Inden længe kommer der nye mobillicenser i udbud, og her skal der ifølge Kristian Jensen sættes en betingelse: For at kunne købe en licens, skal teleselskabet garantere 10mbit hastigheder inden 2014 i hele landet.
Forslaget for opbakning fra oppositionen.
"Jeg synes, det er nogle rigtigt gode tanker, han kommer ind på. Lige inden for det her emne er vi faktisk alle sammen heldigvis ude efter at få det løst hurtigst og bedst. Vi har samme interesse på tværs af Folketinget her." lyder den umiddelbare reaktion fra Hanne Agersnap, der er it-ordfører hos SF
Hun glæder sig samtidig over, at det er én fra Venstres top, som har gjort sig til bannerfører på området.
"Det er rigtigt fint, at Kristian Jensen tænker tanker på it-området, for der mangler nogle gange markante politikere, der sætter fokus på det her område," forklarer Hanne Agersnap.
Kristian Jensen vil også skrue på andre bredbåndsknapper. Gruppeformanden ønsker at gøre det endnu lettere for teleselskaberne at kunne sætte master op. Han vil fjerne kravet om, at de skal have byggetilladelse for at gøre det. I stedet skal det så være kommunerne, som skal gøre indsigelse, hvis de ikke vil tillade en masteopsætning, og det får de så blot 14 dage til at gøre.
Det forslag skaber begejstring hos teleekspert John Strand.
"Det er ligegyldigt, hvilken politiker man snakker med, så vil de sige, at bredbåndsdækning er vigtig; specielt mobilt bredbånd. Men problemet er, at det er kommunerne, som ofte ikke vil give tilladelse til at sætte masterne op. Så hvis kommunerne ikke vil løse det, er det godt, at folketingspolitikerne gør det," siger han.
Venstre håber på at kunne hjælpe med at sætte en stopper for jobdøden uden for de større danske byer, hvis it-infrastrukturen bliver bedre.
"For selvstændige erhvervsdrivende og håndværkere i Udkantsdanmark vil det give en meget større mobilitet og konkurrenceevne, hvis de får bedre adgang til mobiltbredbånd," slår Kristian Jensen fast.