Af Leny Malacinski og Laurits Nansen
lema@avisen.dk | lana@avisen.dk
Han er en rollemodel for de unge rødder i ungdomsklubben på Nørrebro.
Sådan beskriver lederen af en ungdomsklub den 21-årige mand, som han ansatte som vikar til at tage sig af klubbens kriminelle rødder i sommeren 2006.
Manden er nu tiltalt i sin anden voldssag, efter at han blev idømt en ubetinget fængselsstraf for den såkaldte befrielsesaktion på Rigshospitalet i 2005.
Befriede anholdt
Dengang brød han ind på hospitalet sammen med en gruppe hætteklædte mænd og befriede en af de personer, der var anholdt i forbindelse med skuddrabet ved Cafe Rust på Nørrebro i København. Lederen af ungdomsklubben tror, at den 21-årige er uskyldig.
»Jeg håber, at han bliver frikendt. Det er ærgerligt, hvis han bliver dømt, når nu han har lagt sit liv om,« siger klublederen til Nyhedsavisen. Den 21-årige er omfattet af navneforbud, hvorfor Nyhedsavisen heller ikke bringer klublederens navn.
Manden er ikke længere ansat i Københavns Kommune, da han automatisk blev slettet fra personalelisten efter at have været væk fra arbejdet i over tre måneder, mens han sad varetægtsfængslet.
Klubbens leder siger, at han ikke vidste, at den 21-årige allerede var dømt for vold, da han ansatte ham.
»På det tidspunkt var der ikke regler om at bede om en straffeattest. Men det er udmærket at have ansatte med en kriminel fortid, hvis de har lagt deres liv om og er blevet et godt forbillede for de unge,« siger klublederen, der fik medarbejderen anbefalet af klubbens samarbejdspartner, men han vil ikke sige hvem.
Klublederen mener desuden ikke, at drengen, som blev overfaldet, er uskyldig.
»Nu har du vel også undersøgt ham, der er blevet overfaldet, og set, hvad han har af kriminel fortid. Det kunne jo også give en anden vinkel på historien. Det er jo ikke en lille, uskyldig sød dreng, der er blevet overfaldet af nogle onde drenge. Det er en rod, der er blevet overfaldet af nogle andre rødder.«
Gør det en forskel?
»Det er, som man tager det. Det er svært at sige.«
Hvis han kendes skyldig, er du så ansvarlig for at have ansat en person, som har deltaget i et overfald?
»Om jeg er ansvarlig? Nej, det er jeg ikke. Hvis en af mine ansatte kører for hurtigt i en bil, er jeg jo heller ikke ansvarlig.«