Hvad formålet er, og hvad det koster, er totalt hemmeligt.
Men USA sendte i nat, dansk tid, et bud på fremtidens rumfærge ud i rummet.
Den eksperimentelle rumfærge X-37B var ubemandet, men opsendelsen foregik efter alt at dømme godt.
Der er tale om en prototype af en ny slags rumfærge - men færgen er ikke udviklet af Nasa. Derimod står det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, bag projektet.
X-37B er meget mindre end de nuværende rumfærger, der skal pensioneres til nytår. Den er kun ni meter lang, og 4,5 meter bred. Alligevel rummer færgen en lang række nye opfindelser, der gør opsendelsen unik.
Den får for eksempel sin strøm fra almindelige litium-ion - batterier ligesom almindelige mobiltelefoner, og den behøver derfor, i modsætning til rumfærgen, ikke at få strøm fra en forbrændingsmotor.
Samtidig er det det første amerikanske rumfartøj, der selv kan lande i en almindelig lufthavn uden at blive styret af piloter.
Færgens prøveopsendelse kommer kun kort tid efter, at den amerikanske præsident Obama har foreslået at skrotte en del af det program, der skal afløse rumfærgen.
Hvad, missionen er for X-37B i den kommende tid, er kun beskrevet i meget vage vendinger - resten er hemmeligstemplet. Færgen kan blive i rummet i mindst 270 dage - alligevel skal den ifølge Pentagon kun gennemføre en række mindre tests.
"Den skal nå sin bane, skal kunne navigere i rummet, skal kunne åbne dørene til lastrummet, åbne for solpanelerne og derefter vende tilbage til Jorden," siger Gary Payton fra det amerikanske luftvåben til BBC.
Han vil ikke sige, hvor lang testene skal tage - og han vil heller ikke svare på, om den nye rumfærge skal ses som en oprustning i rummet.
"Jeg ved ikke, om det er en militarisering af aktiviteterne i rummet. Vi har længe haft mange vigtige missioner i rummet. Det her er en fortsættelse af de aktiviteter - og måske kan vi gøre det endnu bedre i fremtiden," siger Gary Payton.
Blandt andet Kina har de seneste år arbejdet på at kunne føre krig i rummet. Kineserne har blandt andet vist, at de er i stand til at ødelægge satellitter i kredsløb om jorden - hvilket betyder, at landet potentielt kan ramme amerikanske spionsatellitter og GPS-systemet i tilfælde af en konflikt.