Som følge af et amerikansk helikopterangreb, der i denne uge dræbte otte syrere, skal amerikanere i landet forberede sig på, at USA's ambassade kan være på vej mod lukning.
"Amerikanere i Syrien skal være opmærksomme på, at uforudsete begivenheder eller omstændigheder kan få ambassaden i Damaskus til at lukke i en ukendt periode," lyder det ganske kryptisk i en erklæring fra ambassaden ifølge Reuters.
USA gennemførte tidligere på ugen et angreb på syrisk jord i det, de påpeger, var en jagt på terrorister.
Syrien har dog lige siden raset mod amerikanerne, som har overtrådt syrisk suverænitet og har ifølge syrerne dræbt otte civile - ikke otte terrorister.
Onsdag har irakiske myndigheder lovet at starte en undersøgelse af episoden, og de vil dele deres resultater med Syrien, lyder det i en meddelelse fra Iraks mediecenter.
Washington har stadig ikke officielt bekræftet, at der overhovedet har været noget angreb, men anonyme kilder bekræfter episoden overfor flere internationale medier.
-Newspaq