Walisiske Ryan Giggs har forlænget sin kontrakt med et år, så den først udløber i juni 2013, oplyser Manchester United på klubbens hjemmeside.
Klubbens manager Sir Alex Ferguson hylder kontraktforlængelsen.
"Ryan er en utrolig spiller. Han afspejler på mange måder de forskellige hold, jeg har bygget op i min tid som United-manager. Han genopfinder hele tiden sig selv og tilpasser sig spillets skiftende natur, samtidigt med, at han har fastholdt sin sult efter succes," siger han og understreger, at waliseren er en rollemodel i hver eneste træning og kamp.
Kontraktforlængelsen betyder, at Ryan Giggs kun er få måneder fra at fylde 40 år, når kontrakten udløber. Det havde han ikke selv regnet med.
"Da jeg skrev under på min første kontrakt med klubben havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle være her i 22 år. Men jeg føler mig godt tilpas, og jeg ved, at jeg stadig kan bidrage med at hjælpe klubben mod flere trofæer," udtaler han.
Ryan Giggs debuterede i marts 1991, og er den mest vindende britiske spiller nogensinde med blandt andet tolv engelske mesterskaber og to Champions League titler.
Han har spillet over 800 kampe for klubben og har tilmed scoret i samtlige hans sæsoner som professionel.