Københavnske gymnasier tilbyder eleverne læse- og stavekurser for at forhindre dem i at droppe ud.
For i større grad at fastholde bogligt svage elever, har seks gymnasier på den københavnske vestegn og Amager etableret i alt 18 projekter.
Fælles for gymnasierne er, at de har en stor andel af elever med høj risiko for at forlade gymnasiet. Det er særligt unge med anden etnisk baggrund og i det hele taget børn af forældre, der ikke selv har en uddannelse, skriver jp.dk.
"Disse elever har klaret folkeskolen og kan udmærket lære. Tidligere ville man måske sige: du skal ikke være her, hvis du ikke kan klare kravene. Det kan vi ikke sige, for vi har mange gymnasiefremmede unge," siger rektor på Høje-Taastrup Gymnasium, Mogens Andersen, som er én af initiativtagerne til samarbejdet mellem de seks gymnasier.
Men læsekurserne har fået den konservative uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov, op i det røde felt.
"Hvis man skal have læsehjælp i gymnasiet, skulle man måske slet ikke gå på gymnasiet. Det kan i hvert fald ikke være det almene gymnasiums opgave at lære elever, der i forvejen har gået ni år i skole, at læse," siger Rasmus Jarlov.
Han mener, at gymnasierne i stedet bør henvise elever, der læser dårligt, til andre og mere passende uddannelser, og tilføjer:
"Det er ikke et mål i sig selv at få alle unge til at gå på det almene gymnasium. Det er ikke en varmestue, men en forberedelse for de unge, der vil tage en længerevarende uddannelse."