Hvis unge under 18 år begår kriminalitet for første gang, skal de have en løftet pegefinger og en advarsel - og beholde deres pletfri straffeattest. Det mener et bredt flertal i Folketinget ifølge Jyllands-Posten.
Til gengæld skal de unge holde sig straffri de næste tre år. Hvis ikke, er der ingen kære mor, og så bliver både den første og anden kriminelle handling skrevet på straffeattesten. Det skriver Jyllands-Posten.
Politikerne bakker op om det konservative forslag, som dog ikke gælder alvorlig kriminalitet, der medfører ubetinget fængselsstraf, men kun i de sager,der giver en betinget dom. Det forklarer retsordfører Tom Behnke (K) til Newspaq.
"Dem, vi taler om, er unge under 18 år, som får betingede domme, tiltalefrafald og bøder. Hvis de holder sig fri fra kriminalitet de næste tre år, får de ingen plet på straffeattesten. De skal have en chance for at komme videre i deres liv og leve en tilværelse fri for kriminalitet ved at få en uddannelse og det job, de gerne vil have," siger Tom Behnke til Newspaq.
Han mener, at det på den måde vil hjælpe de unge, at de bliver givet en ekstra chance.
"Det er meget vigtigt, at vi på den ene side tilkendegiver, at vi vil ikke finde os i kriminalitet. Omvendt er der ingen grund til, at vi ødelægger resten af livet for de uge mennesker. Jeg er helt overbevist om, at når man har været oppe ved dommeren og får at vide, at der ikke kommer nogen plet på straffeattesten denne gang, er man meget bevidst om, at nu gælder det om at holde sig fri af kriminalitet og sørge for at tage sin uddannelse og få sit drømmejob," siger retsordføreren.
Ifølge morgenavisen Jyllands-Posten fik 378 unge unger 18 år en betinget dom i 2009.