En ægtemand fra hjemlandet, Pakistan. Det er, hvad Sonias forældre ønsker for deres datter. Får de deres ønske opfyldt, er det ikke noget problem, hvis den kommende gom er under 24 år.
I flere lande er det nemlig muligt at købe en falsk fødselsattest, der lægger et par år til den rigtige alder.
Dermed omgås reglen om, at man skal være 24 år for at få opholdstilladelse, hvis begge parter ikke bor i Danmark.
»Det koster ikke mere end et par tusinde rupees (ca. 170 kroner, red.) at få en ny fødselsattest. Jeg kender mange familier, som lige har fået lagt et par år på fætteren eller kusinen hjemme i landsbyen,« forklarer Sonia i bogen ’Mødom på mode’, hvor seks kvinder i indvandrermiljøet i Danmark fortæller om sex og tvangsægteskaber.
Forfatter til bogen, Asif Uddin, siger, at Sonia ikke er den eneste, de har talt med, der kender nogen, der har snydt systemet på den måde.
De tør bare ikke stå frem med deres fortællinger.
Ingen forhindring
Problemet er ikke ukendt for integrationskonsulent Fahmy Almajiid.
»Vi hører om det her hver dag. Man finder ud af hvilke regler der er, og så finder man ud af, hvordan man kan omgå dem,« forklarer han og tilføjer, at 24-års-reglen ikke kan kaldes en forhindring.
»Det er selvfølgelig svært at lave statistik på, hvor mange der er tale om, for der findes ikke statistik på snyd. Men jeg mener, at de, der plejer at skaffe en mand eller kone fra forældres hjemland, stadig gør det,« siger Fahmy Almajiid og gætter på, at 35 procent af dem, der snyder systemet, gør det med en falsk fødselsattest.
Snyd med alder normalt
Integrationskonsulent i Københavns biblioteker Kambiz K. Hormoozi har ikke hørt om det konkrete problem, men mener ikke, at det er utænkeligt, at det finder sted.
»Det er ikke unormalt, at man skifter alder. I Iran har man ikke noget, der hedder militærnægter, så her sætter de unge mænd alderen lidt ned for at udskyde værnepligten,« siger han og tilføjer, at det i Iran er blevet sværere at snyde, fordi de er ved at oprette et personregister, som det vi har i Danmark.
Køber sig til alder
Hos Udlændingeservice anerkender man, at der kan være nogen, der køber sig til en bestemt alder.
»Når der er fastsat en aldersgrænse for at få en opholdstilladelse, vil der være risiko for, at nogen søger at gøre sig ældre, end de rent faktisk er. Det er vi selvfølgelig opmærksomme på i forbindelse med vores sagsbehandling. Men det er på den anden sige vanskeligt helt at udelukke, at enkelte kan have held med deres forehavende,« siger kontorchef Jens Berg.
Reglen blev indført i 2002 for at forhindre arrangerede ægteskaber og proforma-ægteskaber.
I 2006 var 15 procent afslag om ægtefællesammenføring på grund af at begge ansøgere ikke var fyldt 24 år.
I alt blev der i 2006 givet 1.133 afslag. 2.787 fik en opholdstilladelse.
Ud over 24-års reglen er der en række andre krav, der skal være opfyldt.
Parret skal have størst tilknytning til Danmark. En egnet bolig skal stå klar og der skal være penge på bankbogen.