De unge autonome i København har fået endnu en bygning at kæmpe for.
Den forladte og nedslidte industribygning på Dortheavej i det nordvestlige København har stået tom i fem år. Men ikke længere. De unge har indtaget huset, og de flytter ikke, når festen i aften og nat er slut. Huset skal være Ungdomshuset 2 i København
Det kom frem på et intirimistisk pressemøde lørdag eftermidag efter en fredelig besættelse.
Pressemødet foregik i et lillebitte lokale, der kun var oplyst af stearinlys og blitz-lysene fra fotograferne. Mads Clausen og Anna Sørensen, som var de to personer, der på vegne af gruppen talte med pressen.
»Huset har stået tomt i fem år. Det er for længe, derfor har vi taget huset. Og det er det første af flere, for København har brug for flere ungdomshuse,« lød det fra gruppen.
Der herskede en nærmest euforisk stemning i og ved huset lørdag aften. De unge krammede hinanden i et væk, og virkede ovenud lykkelige. Foran huset har 40-50 unge tændt et bål med kviste og grene.
Besættelsen af huset har tilsyneladende været planlagt længe. De unge har skaffet en strømgenerator, så der kan komme strøm på huset, ligesom der var skilte på dørene, så de unge og pressefolkene kunne finde rundt.
De unge har også haft tid til at lave mindre barikader for at dæmme op for en eventuelt rømning. Og først på aftenen lørdag begyndte de unge at bære møbler ind i huset.
»Men vi er godt klar over, at huset ikke er barrikaderet godt nok til at modstå politiet,« blev der sagt.
Selve besættelsen af huset foregik stille og roligt - bortset fra et par tåregaspatroner, der blev skudt afsted for at give politiet til at komme i stilling. Men klokken 17 trak politiet sig helt og holdent tilbage og overlod pladsen og huset til de unge.
»Det var fornuftigt af politiet. Det er ikke en sag for politiet – det er en sag for politikerne,« sagde pressetalspersonerne.
De unge har planlagt et fællesmøde søndag, hvor der bliver taget stilling til, hvordan huset skal se ud. I øjeblikket står væggene tomme og nøgne - blottet for grafiti, der ellers kendetegner Ungdomshuset på Jagtvej 69.