Unge prøver grænser - og det gælder også, når det handler om stoffer og alkohol.
Det viser sig på landets diskoteker, hvor et nyt fænomen breder sig.
Her drikker unge et farligt rensemiddel, der ellers typisk bruges til at fjerne graffiti og rense fælge med, skriver Ekstra Bladet.
Stoffet bliver også kaldt "Koma på flaske", fordi få milliliter for meget kan sende de unge direkte i koma, som de måske aldrig vågner af.
Overlæge Henrik Rindom fra Stofrådgivningen advarer mod at drikke væsken.
"Det virker sløvende på hjernen, og det er i virkeligheden et gammelt bedøvelsesmiddel. Så hvis man får for meget af det, falder man i søvn og holder op med at trække vejret," siger han til Newspaq.
Overlægen understreger, at stoffet er meget giftigt - især hvis det blandes med alkohol.
Stoffet virker som et rusmiddel, når nogle enzymer i maven ændrer giftstoffet, men det er ikke til at vide, hvordan den enkelte person vil reagere.
"Så man må stærkt fraråde brugen af det her rusmiddel, fordi man på forhånd ikke ved, hvor mange enzymer man har i maven, der kan lave stoffet om," advarer overlægen.
Sidste år døde en 47-årig mand, efter at have drukket væsken sammen med en guldøl.