7-9-13. Der er ikke meget gadekrig tilbage i de husbesættere, som af og til gør opmærksomme på sig selv og kampen for flere ungdomshuse i Danmark. Der var således ingen optræk til ballade, da et dusin bygninger fredag blev indtaget i blandt andet København, Århus, Svendborg og Albertslund. Og klokken kvart i to natten til lørdag var den sidste af bygningerne - Stevnsgade Skole på Nørrebro i København - frivilligt rømmet igen, oplyser politiet.
15 personer blev anholdt under aktionerne, der skulle gøre opmærksom på de unges utilfredshed med ungdomshus-udbudet p.t. i det ganske danske land. De er alle løsladt igen.
En række af aktivisterne var i øvrigt for unge til overhovedet at blive anholdt.
Størst drama var der i Svendborg, hvor lømlerne minsandten forlod det besatte hus uden at rydde op efter sig. De efterlod sig dog en seddel, der lovede at råde bod på miseren i løbet af weekenden. Så den nye generation af bz ere vender altså snarest tilbage for at rydde op efter sig.