Jobcentret i Slagelse blev i formiddag kortvarigt blokeret af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
Det skete i protest mod, at jobcentret har sendt en vietnamesisk kvinde i aktivering på et bordel.
"Formålet var at vise, at vi ikke anerkender prostitution som et erhverv," siger aktionsleder Rune Simonsen til Newspaq.
I alt 10 personer deltog i aktionen, der endte med, at de unge blev budt på kaffe.
"Vi havde en god dialog med jobcentret, der var enig med os i, at der er tale om en stor kikser," siger Rune Simonsen.
Han er overbevist om, at den vietnamesisk kvinde ikke kun er blevet oplært i massage og zoneterapi, sådan som Jobcenter Slagelse troede.
"Når hun kommer i aktivering på en massageklinik, der yder prostitution, så har det nok været en del af pakken," siger han.
Slagelses borgmester Lis Tribler har kaldt aktiveringen grotest og krævet en redegørelse.