Vi bliver skubbet, rystet, får knytnæveslag, spark og slået med flad hånd af vores forældre, lyder det fra danske unge.
Det viser nye tal fra Folkesundhed fra Statens Institut for Folkesundhed. 4,8 procent af unge 15 og 16-årige drenge og 9,4 procent af pigerne svarer ja til, at de har oplevet fysisk vold fra mor eller far i løbet af de seneste 12 måneder.
Tre ud af fire har kun oplevet en mildere former for fysisk vold. Grunden, til at flere piger end drenge rapporterer om vold, kan være, at piger har en anden grænse for fortolkning af handlinger som 'vold' end drenge, lyder forklaringen i en pressemeddelelse.
Tallene er kommet frem på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse af næsten 4000 elever fra landets 9. klasser. De er blevet spurgt om deres hverdag og trivsel i 2008. Blandt andet skulle de svare på spørgsmål om forældrenes reaktioner, når der var konflikter i hjemmet, om de blev udsat for vold uden for hjemmet og om, hvem der udøvede volden.
Måske ikke så overraskende vise det sig, at alkoholproblemer hos de voksne og hyppige skænderier mellem forældre øger risikoen for fysisk vold mod de unge.
Ifølge instituttet er det vigtigt, at forældrene kender til konsekvenserne af deres vold, hvis problemet skal forebygges.