Hvis du ikke selv har lyst til at sluge en svamp eller snuse næsebordene fulde af coke, men stadig er nysgerrig efter at vide, hvordan lsd, svampe eller benzodiazepiner virker, så er der hjælp at hente.
På hjemmesiden psychedelia.dk har masser af unge prøvet sig vej gennem stoffernes farverige jungle og anbefaler hinanden, hvad der er værd at tage.
»Sobril er meget godt mod social angst, samt at man bliver totalt afslappet i musklerne og i kroppen. Livet bliver rosenrødt med ingen bekymringer,« skriver en bruger om stoffet Sobril.
En fyr på stoffet DXM (dextrometorphan) fortæller, at:
»Trippet var temmelig hårdt og meget mærkeligt; jeg nåede dog ikke det 4. plateau, som jeg havde håbet på; ingen egentlig adskillelse af krop og sjæl , det skyldes muligvis, at jeg brækkede nogen af pillerne op på min gåtur. Det var meget sjovt at opleve, og tømmermændene dagen derpå er ikke specielt stærke, men der går sgu nok noget tid, inden jeg vover mig ud i dxm-land igen.«
Under hvert af de syntetiske stoffer eller andet narko med psykedelisk og hallucinerede virkning, fortæller de unge i detaljer, hvad de har lavet og følt under trippet. For misbrugsekspert og adm. overlæge Henrik Rindom er det helt i orden, at de unge udveksler erfaringer på nettet.
Hjemmesiden kan nemlig bruges af andre.
»Jeg synes, det er en god side for de voksne, som er i berøring med unge misbrugere. For at kunne hjælpe er man nemlig nødt til se, hvordan de unge bruger rusmidlerne. I stedet for at forbyde er det vigtigt at være lige så orienterede som de unge. Selvfølgelig er der også en risiko for, at siden kan friste andre unge, men den kan måske også afskrække,« siger misbrugsekspert og Henrik Rindom.
Ifølge psychedelia.dk s regelsæt må man hverken sælge eller foreslå trip, som er tydeligt farlige for psyke eller helbred, men det er altså o.k. at fortælle om sine syrede oplevelser.