Da hun kravlede ind gennem den lille åbning i Ungdomshuset, anede hun ikke, hvad hun kravlede ind til. Den nat i februar ville den 15-årige pige i det sorte tøj, med det sorte hår og de sorte øjne vise sine forældre, hvor dårligt hun havde det. Derfor stak hun af til det sted, der virkede mest mystisk og farligt i hele Danmark. Ungdomshuset på Jagtvej 69.
- Jeg pakkede en taske med tøj, som jeg sagde til min mor var til en veninde. Men i stedet for at tage ud til veninden tog jeg toget til Århus og derfra til København, fortæller Mathilde.
Hun sidder i solen i sit hjem i en lille forstand til Herning. Håret er brunt. Hun har hestehale. Øjnene er lyseblå.
Hun smiler ikke ret tit. Mathilde har været helt nede at vende i livets kælder.
- Jeg kendte ingen, og da jeg kom ind, virkede det som et meget lukket sted. Ikke alle og enhver kom ind, siger den nu 16-årige pige, der ikke ønsker sit rigtige navn frem af frygt for repressalier.
To bestemte
Først blev hun vurderet af de unge, der allerede borde i kollektivet på fjerde sal. To af dem, der havde boet der længst, bestemte over de 34 andre. Det var de to, der sagde, hvad der skulle ske.
- De ville vide, hvem jeg var, og hvad jeg lavede der. Jeg sagde, at jeg kun ville blive der én nat. Dengang havde jeg ikke tænkt længere, husker Mathilde.
Men den ene dag tog den anden, og hun faldt ind i Ungdomshusets rutine. Hendes mobiltelefon var død, så hun kunne ikke give sin mor besked på, hvor hun var.
De unge havde et vagtrum med ti overvågningskameraer, hvor der altid sad mindst to unge på vagt. Der blev holdt øje med strissere og pushere.
- Dagene gik med at ryge hash, sove og holde vagt, siger Mathilde.
Hun regner ikke med, at det var bevidst fra de unges side, men når snakken aldrig drejede som om andet end, at alt i samfundet var noget lort, så var det svært at tro på noget andet.
- Jeg ved ikke, om de tænkte indoktrinering, men på det tidspunkt var jeg i hvertfald et super mål for hjernevask, fortæller den unge pige.
Hun har valgt at fortælle sin historie, så læserne kan få hele billedet af Ungdomshuset. Jo, det var et sted med et meget stort sammenhold, understreger hun. Men det var også et sted, hvor det ikke var de personlige relationer, der bandt de unge sammen. Det var sagen.
- Det var os i huset mod resten af verden. Vi snakkede ikke om andet. Nu kommer svinene og rydder huset. Det er et lortesamfund. Anders Fogh er et svin, og vi skal ikke have nogen regering. Vi skulle bestemme over os selv, husker den unge pige parolerne.
Flygtede fra tåregas
Hun siger, at hun ikke aner, hvorfor de unge var så vrede. Hendes eget oprør var rettet mod Herning Kommune og hendes forældre.
- Jeg aner ikke noget om dem. Det er kun nogle af deres navne, jeg kender. Vi snakkede ikke om, hvor vi kom fra. Vores samtaler handlede kun om vores had til samfundet og de koncerter, der kom i weekenden.
Den morgen i marts, hvor politiet stormede Ungdomshuset, lå Mathilde og sov. Hun sprang op, tog en trøje og sin gasmaske på. Sammen med de andre beboere flygtede hun ned ad trappen. Væk fra maskingeværer og tåregas. På 2. sal gemte hun sig, mens en stor del af de andre unge fortsatte ned ad trappen med jernstænger. Men Mathilde ville ikke slås. Hun syntes, idéen om et ungdomshus var god. Men ikke så god, at hun ville slå.
Hun blev anholdt og varetægtsfængslet i otte dage. I retten så hun sin mor for første gang i en måned og brød grædende sammen.
- I al den tid havde jeg savnet dem ad helvede til. Jeg blev pisse ked af alt det lort, jeg havde lavet, fortæller Mathilde roligt.
På det tidspunkt hun blev anholdt, havde hun ikke været i bad i mere end en uge. Hun havde lange underbukser på, skiundertrøje og to hættetrøjer. Huset var både koldt og fugtig.
- Alle tanker om, at det var samfundets skyld, var væk. Jeg ville bare gerne hjem, fortæller Mathilde om slutningen på sit personlige oprør.
Hun blev sendt til en institution på Djursland og fik tre uger ekstra, mens Herning Kommune ledte efter en plads til hende. Tiden blev brugt på at savne.
- Jeg tænkte en smule på, hvordan de andre havde det, og hvor de mon var kommet hen. Men det var ikke Ungdomshuset, der fyldte mine tanker. Det var hjem.
I fjernsynet kunne Mathilde følge med i de hulkende unge, der demonstrerede foran det tidligere hus. »Det var latterligt at se de folk på tv, der græd og drak øl. Nu havde jeg jo boet der, og de folk, der stod og hylede, havde kun været til koncert. Det var overdrevet,« mener hun i dag.
Vil ikke opsøge dem
Hun kan heller ikke finde nogen sympati for dem, der smadrede løs på Nørrebro. Det burde ikke være på den måde, de skaffede sig et nyt Ungdomshus, syntes hun.
Efter 23 dage på lukket institution blev Mathilde løsladt og fik lov at tage hjem til Herning. Hun tog næsten et år på et skolehjem og er lige flyttet hjem igen i marts i år.
Hun er i gang med at læse en 10. klasses eksamen og regner med at fortsætte på HF. Hun har ingen kontakt til nogen fra Ungdomshuset.
- Jeg har ikke deres numre. Jeg vil heller ikke prøve opsøge nogen af dem. De har jo ikke noget godt at byde på, siger Mathilde.