Det begyndte i 1897 og sluttede tirsdag den 6. marts 2007 klokken 23.
Efter 110 års historie, et hav af fagbevægelser, fester og koncerter - og i denne omgang 675 anholdte - er Ungdomshuset på Jagtvej 69 nu henvist til et liv i danskernes hukommelse.
Byggepladsen, hvor huset plejede at stå, er nu helt tom.
En enkelt sten fandt dog vej til en montre på Københavns Bymuseum. Det var museets inspektør, Niels Jul Nielsen, der med hjælp fra en blødsøden betjent fik sikret sig både en brosten og en mursten fra det hedengangne Ungdomshus.
De indgår nu i en udstilling på Københavns Bymuseum, der åbner i dag. Her kan man også se en keramikmosaik, som de unge har lavet.
Intet tyder dog på, at kampen om Ungdomshuset er ovre for denne gang. I morgen er der arrangeret demonstration på Blågaards Plads, og lørdag samles de unge og sympatisører på Rådhuspladsen - selvom der på Ungdomshusets hjemmeside opfordres til fredelige aktiviteter, frygter politiet stadig flere kampe.
På Københavns Rådhus er SF og Enhedslisten gået i dialog med Fonden Jagtvej 69 og de unge. Lige nu er der dog intet der tyder på en konkret løsning.