En 31-årig mand blev søndag aften skudt og dræbt på åben gade i Dianalund nordøst for Slagelse. Manden blev skudt med et jagtgevær, og politiet jagter nu gerningsmændene.
"Han bliver skudt først i brystet og så i hovedet. Gerningsmanden går tilbage til bilen, hvor han er passager, og så kører de derfra. Undervejs påkører de den dræbte, der ligger på vejen," siger vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, Søren Østervig, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Gerningsmændene ventede på den 31-årige i en bil udenfor hans bopæl, fortæller Søren Østervig. Her skød de ham på klos hold, da han gik forbi.
Den dræbte er en 31-årig mand fra lokalmiljøet, og ifølge politiet er motivet til drabet jalousi.
Politiet efterlyser nu en hvid Toyota Corolla med registreringsnummer ZU 41 347.