- Uno!
Henrik ligner en ret gennemsnitlig 19-årig i en ungdomsklub, som han lægger den røde femmer i bunken af kort. De tætsiddende jeans smyger sig om benene, og de mørke kondisko matcher, som de skal.
Det eneste, der afslører, at Henrik er hjemløs, er den våde jakke. Udenfor siler regnen ned.
Som de andre unge hjemløse på værestedet Hellebro i Københavns Sydhavns-kvarter vil Henrik helst være gennemsnitlig.
- De vil bare være helt normale, forklarer Eva Riedel, som har grundlagt Hellebro.
Men det har de unge ikke fået lov til. Livet kom i vejen, og det offentlige system har ikke hjulpet dem tilbage på sporet.
På flugt fra misbrug
Det er fredag lidt i 16, og de første unge er begyndt at troppe op på Hellebro. En af værestedets frivillige nikker ud mod regnvejret.
- Nu kommer de snart løbende alle sammen, konstaterer hun.
Hellebro får besøg af mellem 40 og 60 unge hjemløse på en normal aften. De fleste vil man ikke genkende som hjemløse, hvis man så dem på gaden.
- De bruger alle deres ressourcer på at se pæne og normale ud, fortæller Eva Riedel.
De unge, der allerede er kommet, har fundet plads i køkkenet. Te drikkes, mens bunken med Uno-kort vokser. På Hellebro har de unge et fristed fra klokken 16 til 22. Når stedet lukker, søger de mod herberger, venners sofaer eller gaden.
Henrik skal sove på et unge-herberg.
- Det er ikke et godt sted for mig. Folk larmer, og der er en del stoffer, mumler Henrik.
- Jeg er stor modstander af misbrug, tilføjer han.
Alligevel har Henrik måtte flygte fra misbrug hele sit liv. Ikke sit eget, men andres.
Han har aldrig oplevet sin forældre, hvor de ikke var påvirket. Faren oftest af alkohol. Moren af heroin.
Derfor var der mange ting, Henrik ikke lærte i sin barndom. Til sidst måtte han væk, men han fandt ikke noget sted at bo. Nu har Aabenraa Kommune opgivet ham, fortæller han.
- Så boede jeg i en papircontainer, indtil nogen samlede mig op og sagde, at jeg skulle med herover, siger Henrik, som om det var en normal ting.
- Hellebro er et værested for unge hjemløse under 30 år. Det har åbent alle hverdage fra 16 til 22. Alt er gratis for de unge.
- Det er en privat non-profit velgørende forening, der er baseret på donationer og frivillige.
- Udover at fungere som værested er formålet med Hellebro at skabe en platform, hvor unge uden fast ståsted eller hjemløse kan få hjælp.
Læs mere her
UDVID 
Hellebro har åbent alle hverdage. Det er et stof- og alkoholfrit sted for hjemløse under 30 år. Der er cykelværksted, musikrum, tøjdepot, net-cafe og mulighed for at få vasket både sig selv og sit tøj.
I tv-rummet er en af de unge gået omkuld på sofaen. Han sover tungt og ænser ikke, hvad der foregår omkring ham. Hellebro har også et hvilerum med to senge, hvor de unge kan sove. Det bliver benyttet flittigt, og nogle af de unge kan ligge der helt ind til lukketid.
- I stedet er de vågne om natten, hvor de vandrer rundt i gaderne, forklarer Eva Riedel.
Henrik bruger dagene på at vente, til Hellebro åbner. Han får tiden til at gå med at arbejde frivilligt ved Ungdomshuset og tegne på Christiania.
Henrik vil gerne arbejde med mennesker. Han har taget 9. og 10. Klasse og enkeltfag på HF. Han har også prøvet at starte på HG, kokkeuddannelsen og en IT-uddannelse, men er droppet ud alle tre gange.
- Det hænger ikke sammen med et liv på gaden. Det var for stressende med studie, når jeg var hjemløs, forklarer Henrik.
Han får 5.100 kroner om måneden i kontanthjælp. Det gør det svært at finde en lejlighed i København og samtidig betale ”alt det kloge”, som han kalder el, gas, licens osv. Han føler ikke, at han har brug for en lavere kontanthjælp for at blive ansporet til at starte uddannelse. Han har brug for en fast base.
- Det er svært med kontanthjælpen, når man lever på gaden. Man bliver ikke motiveret. Man har bare ikke nogen penge at leve for.
En sofasurfende mor
I køkkenet hænger en planche med skæv håndskrift, der minder de unge om, hvem de er.
"Husk at du er: Enestående, værdifuld, elskværdig, vigtig, perfekt og uperfekt," står der.
Det kan nemt glemmes i de unges situation. Mange af dem har aldrig lært at begå sig socialt, hvilket gør alt andet sværere.
Flere unge har søgt ly fra regnen, og køkkenet fyldes langsomt op. Der er kommet en del piger, og hormonerne begynder at boble.
22-årige Irene har slået sig ned ved Uno-spillet. Hun sidder og kigger på sin smartphone, hvor den hule lyd af Medinas seneste hit flyder ud.
I dag er Irene kommet alene på Hellebro, men ofte har hun sin tre-årige datter med.
Natasja skiftes med sin ekskæreste til at have datteren syv dage af gangen. Når Irene har sin datter, bor hun hos sin farmor og farfar. Ellers bor hun på sofaer hos venner og veninder. "Sofasurfer" kalder man det.
Irene vipper rastløst med foden, når hun i korte svar fortæller sin historie.
- Jeg kom på opholdssted som 13 årig. Det fungerede ikke med min mor. Jeg boede på krisecenter. Jeg røg på gaden, fordi jeg ikke fik den kontanthjælp, der betalte huslejen, lyder hendes rappe svar.
Livet som mor er svært at få til at hænge sammen på gaden. Tingene er spredt ud over det hele.
- Jeg har intet sted, hvor jeg føler mig hjemme, siger Irene og skutter sig i sin grå cardigan.
Hun vil gerne starte på en HG, men ligesom de andre unge har hun det svært med uddannelsen, fordi hun mangler en base.
- Men jeg vil bare gerne i gang med noget, siger hun frustreret.
Sammenholdet
I køkkenet er nogle frivillige ved at lave aftensmad til de unge. En telefon ringer.
- Eva, det er Jannie. Kan du ligge hendes arbejdsbukser op? råber en frivillig.
Eva Riedel kan godt lægge et par arbejdsbukser op. Hun forklarer samtidig, at Jannie er en af værestedets brugere, der har første arbejdsdag som malerlærling om mandagen. Jannie er kommet ud på den anden side. De unge byder sig til for at gå ud og købe nål og tråd.
- De passer på hinanden, forklarer Eva Riedel om fællesskabet på Hellebro.
Værestedet har kun været åbent siden maj. Ved at lade de unge selv være ambassadører for stedet, har Hellebro allerede fået fat i en stor gruppe hjemløse.
I køkkenet står 24-årige Mohammed og kigger på en pose mel, som Hellebro har fået doneret. Han kniber øjnene sammen bag de runde brilleglas. Han vil gerne lave en laksetærte til aftensmaden, men etiketten er vidst på norsk. Han klør sig lidt i det vildtvoksende skæg.
Røg på gaden som gymnasie-elev
Mohammed er fra Irak og kom til Danmark, da han var fire måneder gammel. Han bor på et ungeherberg for tiden. Han blev hjemløs, da han gik i 3. G. på gymnasiet. Siden har han været ind og ud af livet på gaden. Redningen blev hans nyvundne hustru, som han mødte på et kontaktsted for hjemløse.
Mohammed er svær at stoppe, når han først får lov til at snakke. Han har hele tiden en ny analyse klar: Af hvorfor han blev hjemløs. Af hvordan hans misbrug også handlede om sårene fra at blive overset af en fraskilt og hårdtarbejdende mor. Af hvordan man lader sig påvirke af sit miljø.
Drømmer om at flytte på landet
Til sommer starter han på pædagog-uddannelsen. Han glæder sig til at skulle på SU i stedet for kontanthjælp:
- Det er meget hårdere at være på kontanthjælp, fordi du bliver presset hele tiden. Det er ikke særligt motiverende, siger Mohammed.
Han vil gerne låne penge til en landejendom, som han kan flytte ind i sammen med nogle andre. Med tiden skal det ændres til et sted, der kan hjælpe andre ud af uføre. Lidt ligesom Hellebro. Bare på landet.
De unge i artiklen optræder anonymt. Avisen.dk kender deres identitet