Hans rygsæk med pas, telt og campingudstyr er blevet fundet efterladt i et koldt bjergområde i det nordvestlige Tasmanien, som hører til Australien.
Den 21-årige dansker, som ifølge ABC News i Tasmanien hedder Kasper Sørensen, er der endnu ikke andre spor efter, siden han blev meldt savnet sent i går.
Tasmansk politi er lige nu ved at gennemsøge området, og Udenrigsministeriet i Danmark har løbende kontakt med de lokale myndigheder.
- Jeg kan bekræfte, at en ung dansker er forsvundet, og at de lokale myndigheder har sat ind med en større eftersøgning, både med helikopter og til fods. Og vi har løbende kontakt til det lokale beredskab og har fuld tillid til, at de gør alt, hvad de kan, siger souschef i Udenrigsministeriets Borgerservice Ole Neustrup til Avisen.dk.
Den unge danskers rygsæk blev sent søndag fundet efterladt i området af to parkbetjente, og umiddelbart efter blev eftersøgningen sat i gang.
Dårligt vejr i området sætter dog det lokale politi på en svær opgave mod uret.
- Temperaturerne har været nede omkring nul grader eller mindre, så enhver der har tilbragt natten udenfor vil fryse og har risiko for at blive nedkølet, siger politiinspektør Brian Edmonds til ABC News.
Området hedder Cradle Mountain og betegnes som meget svært fremkommeligt og koldt. Og lige nu er der både snefald i de højeste dele af bjergene, og voldsom regn i den lavest beliggende del af området.
Udenrigsministeriet blev underrettet via det danske konsulat på Tasmanien og har siden haft løbende kontakt både til det lokale konsulat og generalkonsulatet i Sydney. Der er taget kontakt til de pårørende, oplyser ministeriet.