At hoppe ombord på en båd og installere GPS-udstyr er ikke nok til at afsløre ulovligt fiskeri.
Hos Fiskeridirektoratet får de nemlig allerede VMS-oplysningerne til at se, om fiskerne er i de ulovlige områder.
"Man kan selvfølgelig godt bruge oplysningerne som en indikation på, at der foregår noget, men det alene, siger jo ikke noget om, hvad fartøjet foretager sig. Vi får bare at vide, hvor det er, kurs og fart," siger kontrolchef i Fiskeridirektoratet Mik Jensen til Newspaq.
Derfor kan Greenpeaces videomateriale blive den afgørende faktor for, om der overhovedet bliver en sag ud af fiskeriovervågningen i Gilleleje.
"Vi skal jo i den grad sandsynliggøre, at der er foregået fiskeri, og der har adskillige domstolsafgørelser sagt, at selvom farten svarer til den fart, der bruges til fiskeri, så er det ikke nok til at fælde dom," siger Mik Jensen.
Se Greenpeaces videomateriale her
Kattegatfiskeriet er dog under skarp kontrol i forvejen. Fiskeridirektoratet har sammen med de svenske myndigheder alene det sidste års tid standset 25 både i det ulovlige område. Men det er nærmest umuligt at stoppe det fuldstændig.
"Hvis der er fiskere, der absolut vil fiske der, så er det jo svært for os at gøre noget. Vi kan jo ikke låse deres fartøjer fast til kajen eller sådan noget," siger Mik Jensen til Newspaq.
Senere i dag får Fiskeridirektoratet bevismaterialet udleveret, og derfra vil de vurdere, om de vil gøre en sag ud af det. Fødevareminister Henrik Høgh (V) siger, at fiskerne i sidste ende kan få taget deres licenser, hvis de ikke lever op til reglerne.
Sagen kort:
Fem fiskere fra Gilleleje har indgivet anmeldelse til politiet, efter at have fundet GPS-trackere på deres kuttere.
Greenpeace offentliggjorde efterfølgende GPS-spor og videomateriale, der skulle dokumentere ulovligt fiskeri i Kattegat.
Både fødevareminister Henrik Høegh (V) og miljøminister Karen Ellemann (V) er blevet kaldt i samråd af EL og SF for at redegøre for fiskeriet.
Greenpeace vil overlevere bevismaterialet til Fiskeridirektoratet senere i dag, for at få gjort det til en sag.