Uligheden mellem drenge og piger starter allerede i barndommen. Pigerne bestiller nemlig langt mere for lommepengene, end drengene gør.
Egentligt får de lige mange penge til at starte med, men pigerne tager bedre fat end drengene. Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for velfærd (SFI).
I ti ud af 11 arbejdsopgaver er pigerne de flittigste. Det gælder blandt andet opgaver som at lave aftensmad, smøre madpakke, hænge tøj op, rydde op på værelset, passe dyr, dække bord osv.
Kun når det gælder græsslåning, hænger drengene mere i end pigerne.
Og det kommer bag på socialforsker, Cathrine Mattsson, der er cand. polit., phd. på SFI.
"Jeg er overrasket over den store kønsforskel. Jeg troede, at vi var nået længere, for børnenes forældre burde være en generation med moderne kønsroller," siger hun til Jyllands Posten.
70 procent af danske børn får lommepenge fra forældrene, men som regel skal børnene hjælpe til med de huslige pligter i hjemmet som modydelse.
Det fremgår af en spørgeundersøgelse, som Rambøll Management har gennemført blandt børnefamilier for Morgenavisen Jyllands-Posten.