Fremover behøver lærere i Gladsaxe Kommune ingen uddannelse, når de skal undervise 7. klasse. Det bliver måske konsekvensen, efter at kommunen her til morgen er blevet valgt som en af Danmarks ni nye frikommuner.
Friordningen giver enkelte kommuner i landet mulighed for at bryde loven. Det kan for eksempel være krav til ældrepleje, skoler eller daginstitioner, hvor kommunerne får lov at prøve helt andre metoder af i en fireårig periode. Som foreksempel i Gladssaxe, hvor man vil forsøge, at lade ufaglærte undervise skoleelever.
Men for at få lov at blive frikommune, skal medarbejderne i den enkelte kommune tages med på råd. Er de med på ideen. Det er bare ikke sket i Gladsaxe Kommune, og i 13 af de 20 andre kommuner, der har bedt om at blive frikommuner.
I Gladsaxe er borgmesteren gået helt uden om medarbejderne i forsøg med folkeskole, psykiatri, beskæftigelse og tandpleje. Det er et brud på overenskomsten.
Og hele pakken kom da også som lidt af en overraskelse for medarbejderne i kommune. De kendte intet til planerne, før forslaget lå tilgængeligt på kommunens hjemmeside.
Det opdagede næstformanden i kommunens hovedudvalg, Henrik Poulsen. Før politikerne endeligt besluttede at sende ansøgningen om at blive frikommune, skrev Henrik Poulsen til borgmesteren og gjorde hende opmærksom på den manglende medarbejderinddragelse.
Men kommunen fortsatte alligevel sin kurs mod den politiske beslutning uden at drøfte den med medarbejderne, der efterfølgende bedt politikerne om at trække beslutningen tilbage med henvisning til, at ledelsen ikke har overholdt den såkaldte overenskomstforpligtigede MED-aftale. Her hedder det nemlig, at ledelsen skal ’informere og drøfte de beslutninger, som kan medføre betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og ansættelsesforholdene’.
"Det er jo os medarbejdere, der skal være med til at administrere ændringer og føre dem ud livet i hverdagen. Det er ikke godt for samarbejdsklimaet at lægge ud med at koble os af. Det er ikke moderne ledelse; det er simpelthen ikke i orden", siger Henrik Poulsen.
Han er overbevist om, at der vil komme betydelige ændringer for medarbejderne i Gladsaxe nu, hvor kommunen bliver godkendt som frikommune. For eksempel lægger politikerne op til, at der på skoleområdet kan ansættes lærere, som ikke er uddannede.
"I en tid, hvor det er svært at få arbejde, er det et meget vidtgående skridt at lægge op til at sætte den gældende lovgivning for læreres uddannelseskrav ud af kraft”, siger han.
Kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune, Marius Ipsen, afviser kritikken, som han mener er forfejlet.
"Vores vurdering har været, at den egentlige behandlingsproces først starter, hvis vi bliver udvalgt som frikommune. Vi vil meget gerne involvere medarbejderne i den proces", siger Marius Ipsen.
Han oplyser, at man har tænkt på, at folk med anden uddannelsesbaggrund end skolelærer vil kunne undervise skoleeleverne, men det skal først drøftes, hvis kommunen bliver valgt og understreger, at der ikke er truffet nogle endelige beslutninger.
Indenrigsministeriet har her til morgen offentliggjort de ni frikommuner.