Klokken to i nat gik alarmen hos SMC Biler på Ny Kærvej i Aalborg. Pengeskabstyve var brudt ind hos bilforhandleren og forsøgte at flygte i en af de splinternye biler, en udstillet VW Touran.
Tyvene havde snuppet et pengeskab fra kontoret i butikken, smidt det ind bag i udstillingsbilen og forsøgte at flygte i bilen.
De havde først puffet en af de andre udstillede biler af vejen, og derefter kørte de den nye VW Touran gennem udstillingsvinduet.
"Men bilen kunne tilsyneladende ikke klare den hårde medfart og stod henstillet godt en kilometer fra autoforhandleren. Pengeskabet var der endnu, men gerningsmanden eller gerningsmændene var væk," siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Peter Redder, til ekstrabladet.dk.
Politiet holdt vagt ved bilen og efter kort tid var der bid.
"Vi valgte at holde lidt øje med bilen, og kort tid efter nærmede to mænd sig den havarerede Touran. Vi råbte dem an, og de tog flugten. Vi fik fat i den ene, og han er nu sigtet for tyveri," fortæller Peter Redder.