Det lignede mere en kroningsceremoni end et kampvalg, da et overvældende flertal af EU-Parlamentet tirsdag kårede den 61-årige tysker Hans-Gert Pöttering som ny formand for EU’s folkevalgte.
Hele 450 af de 689 stemmer gik til tyskeren på grund af en gammel aftale mellem parlamentets to store politiske blokke. De sidste to og et halvt år har socialisten Josep Borrell siddet på posten, og nu var det kristendemokratens tur.
Pöttering har siddet i EU-Parlamentet siden det første direkte valg i 1979, og dermed er han blandt den håndfuld medlemmer, der har været længst i Bruxelles og Strasbourg.
De mindre grupper i EU-Parlamentet er vrede over studehandlen og beskylder de store for at holde andre ude.
Den danske parlamentariker Jens-Peter Bonde fra Junibevægelsen stillede også op til formandsposten, og han er meget tilfreds med sine 46 stemmer.
»Det er klart at vi hele tiden har vidst at vi ikke kunne rokke ved valget af Hans Gert Pöttering, når de to største grupper stemmer ens. Men vi har opnået, at der er stillet spørgsmål ved den form for kroningsaftaler,« siger Jens-Peter Bonde.