Hvis marsvinene i Kerteminde kan det, så kan søkøerne i Odense Zoo vel også.
Fredag nedkom Odense Zoos nok mest frodige søko med en velskabt baby. Fødslen varede knap en time og den lille rolling var hurtigt oppe ved overfladen for at trække luft, fortæller zoolog Nina Collatz fra Odense Zoo.
Svømmer allerede
Selvom søkoen kun har levet et lille døgn, svømmer den allerede rundt i bassinet og blærer sig med sit fine overskæg og hæftige svømmehud.
I 2001 indviede Odense Zoo sit anlæg med én hun-søko. Hun var fra Nürnberg i Tyskland.
Senere samme år ankom fire vokse søkøer fra Guyana i Sydamerika. Der er altså her tale om en meget international sammensætning af søkøer, og den lille nyfødte søkounge kan meget vel være en krydsning mellem en tysker-ko og en latino-ko.
Zoos ansatte mener nu, at den spæde søko mest ligner en af dem fra Sydamerika.
»Fødslen var ventet med spænding, idet der for to år siden blev født en dødfødt unge. Alt forløb heldigvis fint,« siger Nina Collatz fra Odense Zoo.
Søkoen – Sirenia – er en orden af pattedyr, som
indeholder to familier – manater og dygonger. I Odense Zoo har man
udelukkende manater, som lever i tropiske og subtropiske floder i Nord-
og Sydamerika.
Søkøer har ingen naturlige fjender udover mennesket, som flere steder i verden truer søkøernes eksistens.
Der findes kun omkring 130.000 søkøer i verden i dag.
Kilde: Odense Zoo og Wikipedia