Af Andreas Mayerhofer, anma@avisen.dk, Liverpool
I vanlig tilbagelænet stil tog han mandag aften alligevel plads foran de omkring hundrede journalister og gav dem en luns af verden ifølge Mourinho .
Avisen.dk spiste med.
Kan det være en fordel for jer, at I var her på Anfield i samme ærinde for to år siden?
- Jeg kan ikke se, hvordan det skulle være en fordel. Man kan sige, at den store erfaring, mange af mine spillere kommer med, er en fordel.
Regner du med, at der kommer en reaktion på 2-2-skuffelsen mod Bolton i lørdags, hvor I måske tabte mesterskabet?
Nej, det tror jeg ikke, spillerne reagerer på. Det var Premier League, nu gælder det Champions League. Der er en finale at spille for, og så har finder du vel ikke en større motivationsfaktor
Bliver det en skæbnekamp for Chelsea?
For dem eller os?
For jer!
Vi har vundet Liga Cuppen, vi er i finalen i FA Cuppen, og vi har stadig en chance for at vinde mesterskabet, så om det bliver en skæbnekamp i forhold til hele vores sæson, kan jeg kun svare nej til.
Er det en skæbnekamp for Abramovich?
Aner det ikke. Spørg ham. Han ejer klubben, så selvfølgelig ønsker han, at vi vinder alle trofæer. Andet kan jeg ikke sige.
Richardo Carvalho er ude med en skade. Hvad betyder det?
Carvalho er vores bedste forsvarsspiller i denne sæson, så det er da klart, at det ikke er rart at skulle undvære ham. Det giver i hvert fald Liverpool muligheden for at spille lige frem af banen, og så sigte efter Peter Crouch.
Er det måden Liverpool vil spille på?
Jeg tror, at Liverpool vil stille op i noget der ligner Peter Crouch + 10. Rafael Benitez er en dygtig manager, og selvfølgelig har han lagt mærke til, at vi mangler Carvalho. Men vi er klar til at tage, hvad der kommer.