Skuespilleren og tv-værten Robert Hansen kan også snart kalde sig for far.
Til efteråret nedkommer hans kæreste, 22-årige Pernille Fredskild Thøgersen, og Robert Hansen glæder sig allerede helt vildt, skriver Se og Hør.
- Jeg har det helt fantastisk og glæder mig vildt meget, siger Robert Hansen til Se og Hør.
Graviditeten var ikke planlagt, men den vordende far har længe drømt om at blive far.
- Vi havde snakket om det, men det var ikke planlagt, så det kom som lidt af et chok - men vi blev simpelthen så glade begge to, da vi fandt ud af det, siger skuespillere og tv-værten.
Om cirka en måned får de at vide, om det er en dreng eller pige. Og der er god plads til den lille nye i parrets 180 kvadratmeter lejlighed på Vesterbro.
Parret har været kærester i snart tre år, og Robert Hansen kan ikke lade være med allerede at kigge efter babysenge.
- Jeg har indrettet et af rummene med poolbord og alt sådan noget, men det ryger altså ud nu - selvom jeg ikke er meget for det, siger han ifølge bladet.
Pernille Fredskild Thøgersen har termin i slutningen af oktober. Robert Hansen arbejder lige nu med forberedelserne til musicalen Den Eneste Ene, som i første omgang opføres i Glassalen i Tivoli.
Kilde: seoghoer.dk