Danskerne er blevet gladere for at lægge frosne færdigretter i indkøbskurven end tidligere set. Vi vil hellere blive siddende foran tv'et og slå benene op.
Fra 2008 til 2009 oplevede Coops butikker en stigning i salget på 10 procent.
Det skriver avisen 24timer fredag.
Og at vi på den måde er blevet mere magelige kommer ikke bag på Heidi Boye, der er ekspert i forbrugeradfærd på fødevareområdet på Copenhagen Business School.
"Vi har en mere og mere travl hverdag - tid er blevet vore dages knappe ressource, og så er færdigretten en nem løsning til aftensmåltidet," forklarer hun.
Det er dog langt fra sundt at dovne den i sofaen frem for at lave maden i egen gryde.
24timer har testet otte tilfældigt udvalgte frosne færdigretter. Testpanelet bestod af to fødevareeksperter og to studerende fra Metropol Ernærings- og Sundhedsuddannelserne, det tidligere Suhr's Seminarium.
"Helt generelt kan man sige, at næringsværdien er for dårlig i færdigretter. Der er for få grøntsager, for få fibre, for meget fedt og for meget salt," opsummerer fødevareingeniør og kandidat i fødevarevidenskab, Michael René Jensen, panelets oplevelse af den frosne spise.