Har din kollega en fortid som bankrøver, voldtægtsmand eller dømt skattesvindler? Eller har du selv en fængselsdom i bagagen?
Sandsynligheden for, at en af delene er sandt, er større, end man tror.
Ifølge Ole Hessel, der er projektchef på udslusningsprojektet 'High:five', er plettede straffeattester langt fra forbeholdt medlemmer af den kriminelle underverden.
"I de fleste almindelige miljøer er det tabu at være dømt for kriminalitet, så det er jo ikke noget, man skilter med. Men det er altså mere normalt, end de fleste aner," siger han.
Omtrent hver ottende danske mand på 35 år har en betinget eller ubetinget fængselsdom bag sig. Det fremgår af en undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed fra 2008.
Der findes ingen statistik for, hvor mange tidligere straffede, der har haft held, flid eller snilde til at få en fod tilbage på arbejdsmarkedet.
Men overfører man Rockwool Fondens statistik på mængden af danske mænd i den arbejdsduelige alder, kan det antages, at omtrent 180.000 mænd har set en fængselscelle indefra eller fået en betinget dom.
Som netop beskrevet i Avisen.dk, er der stor forskel på tolerancen i forskellige brancher.
Hos håndværksmestre og i små produktionsvirksomheder vækker en kriminel fortid mindre opsigt - og reaktionen fra kolleger og arbejdsgivere er mere afdæmpet.
"I nogen brancher er det simpelt hen mere normalt end andre at have været en tur i spjældet," forklarer Ole Hessel fra High:five.
Han er blandt andet stødt på en håndværksmester, som ikke havde en eneste ansat uden plettet straffeattest.
"Han har ingen CSR-politik eller nogen ambitioner om at udvise social ansvarlighed. For ham er der bare ikke noget underligt i at, at folk på et tidspunkt er trådt ved siden af, så længe de kan passe et arbejde," fortæller projektchefen.
- I 2010 blev truffet 200.528 strafferetslige afgørelser ved de danske domstole.
- 9.824 udløste en ubetinget fængselsstraf.
- 11.273 udløste betinget fængselsstraf.
- Ud af 100 mænd på 35 år har 28 én eller flere domme bag sig, som ikke inkluderer færdselsforseelser som f.eks. spritkørsel.
- 12 ud af de 28 vil have fået en ubetinget eller betinget fængselsstraf.
- Det svarer cirka til hver ottende 35-årige mand.
Kilde: Danmarks Statistik og Rockwool Fondens Forskningsenhed.