Han er formentlig sindsforvirret.
Det siger politiet om en 35-årige mand fra Århus, der i morges lokkede betjente i et nøje planlagt baghold.
Manden lokkede politibetjentene ud mod Marselisborg Skov ved at sige, at der var en massevoldtægt i gang i en nedbrændt spejderhytte på Peter Sabroes Minde. Her trak han en såkaldt M75-riffel og skød flere skud mod betjentene, før han gemte sag bag en skraldespand.
Politiet skød tilbage mod manden, der blev ramt i skulderen og derefter blev overmandet.
Ifølge vicepolitiinspektør Jørgen Munk fra Århus Politi hævder manden, at han har gravet miner og andet sprængstof ned i området omkring Marselisborg Skov, fordi han ’kæmper mod terrorister i skoven’.
Politiet undersøger nu disse påstande med blandt andet hunde, og en gruppe fra Hjemmeværnet holder i øjeblikket området afspærret.
På gerningsstedet er fundet en løsskudspatron, så det er ikke utænkeligt, at manden har skudt med løs krudt.
Statsadvokaten har overtaget sagen, som det er rutine, når politiet skyder, og manden bliver afhørt i grundlovsforhør i eftermiddag.