De længe ventede trepartsforhandlinger går i gang torsdag. Det oplyser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde onsdag.
- Vi skal skabe fere arbejdspladser i Danmark og sikre, at danskerne yder en større arbejdsindsats, siger hun.
Hun har sendt et oplæg, et såkaldt kommissorium, rundt til fagbevægelsen, arbejdsgiverne og de øvrige partier på Christiansborg. Trods forlydender om det modsatte står der stadig i papiret, at der kan blive tale om at afskaffe helligdage, siger statsministeren.
Forhandlingerne skal ende med et plus på fire milliarder kroner. Nogle af de penge vil regeringen gerne bruge på at hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet.
- De unge skal have en uddannelse og en praktikplads. De unge er en vigtig del af de her trepartsforhandlinger, fastslår statsministeren.
Men der er ikke tale om en stor gavepose, der bare skal deles ud.
- De fire milliarder skal bruges til, at vi får råd til en god, sund udvikling i vores velfærdssamfund. De skal indgå i det samlede regnskab, siger Helle Thorning-Schmidt.