Efter gårsdagens fund af liget af den cypriostiske eks-præsident, har politiet anholdt tre mænd, som mistænkes for at have stjålet liget. Det oplyser nyhedsbureauet AP.
Eks-præsident Tassos Papadopoulos' lig blev gravet op af en kirkegård på Cypern i december, og først i mandags dukkede liget op igen, da politiet fik et tip om, at det befandt sig på en anden kirkegård, hvor det lå i en ny grav overdækket med et tyndt lag jord.
De tre sigtede i sagen bliver fremstillet for retten i dag, og imens spekuleres der i motivet for den bizarre forbrydelse.
I første omgang antog politiet, at røveriet var politisk begrundet. Cyperns justitsminister, Loucas Louca, mente dog, at røveriet var et afpresningsforsøg mod ekspræsidentens familie, som angiveligt skulle have modtaget et pengekrav.
"Konklusionen er, at der var en løsesum bag tyveriet, og at der ikke var noget politisk motiv," sagde ministeren.
Dette afviste præsidentens familie dog gennem deres talsmand, Chrysis Pantelides.
"Ingen familiemedlemmer har fået krav om løsepenge. Ministeren udtaler sig om noget, der er ubegrundet," sagde Chrysis Pantelides og oplyste samtidig, at det var familien, som modtog tippet om, hvor liget kunne findes.