Klimakampagnen 'Countdown To Copenhagen' vil have fat i den danske befolkning, så verden får en retfærdig klimaaftale.
"Vi har brug for underskrifter for at kunne lægge pres på værterne ved klimatopmødet i december. Hvis vi ikke alle sammen gør vores for, at aftalen bliver retfærdig, er frygten, at aftalen ikke tilgodeser verdens allerfattigste," siger international chef Christian Friis Bach ifølge gaffa.dk.
Folkekirkens Nødhjælp har bedt tre kendte ansigter om hjælp - og har fået ja. Det drejer sig om Hummel-direktøren Christian Stadil, rapperen Jooks og journalisten og forfatteren Julia Lahme, kendt for bogen "Hvor lagde jeg babyen?".
De skal have tatoveret henholdsvis ordene "Tro", "Håb" og "Kærlighed" permanent ind i huden for at vise, at de tager stilling til klimaforandringerne.