I Nyhedsavisen 24. maj skriver transportminister Flemming Hansen endnu en gang, at regeringen rydder op efter de seneste 30 – 40 års synder på jernbaneområdet.
Men ifølge den sporanalyse, som transportministeren selv har bestilt, skyldes de største umiddelbare problemer i dag primært manglende forebyggende vedligehold i perioden fra 2002 til 2005, altså i den periode, hvor Flemming Hansen har været transportminister.
Forebyggende vedligehold omfatter skinneslibning, sporjusteringer og målevognskørsler. Aktiviteter, som sikrer jernbanenettet på længere sigt, og som skal sikre mod pludseligt opståede fejl.
Fejl, som vi passagerer har oplevet et utal af fra 2005 og fremefter
Transportministeren kan ikke løbe fra sit og regeringens ansvar for problemerne på jernbanenettet.