"Det kostede mig 2.500 kroner om dagen at være kvinde"
55-årige Madi Kruse Madsen havde arbejdet 25 år i IT-branchen, da hun for tre år siden valgte at springe ud som kvinde, og det skulle vise sig at blive en dyr fornøjelse.
"Det har været en lang, hård kamp. Men jeg føler, at det har været det hele værd, for jeg kan jo være mig selv."
Kort tid efter hun sprang ud blev hun fyret og måtte vinke farvel til sit lederjob og en månedsløn på 75.000. Begrundelsen fra arbejdsgiveren var 'nedskæringer'.
Hun rettede med det samme henvendelse til et rekrutteringsfirma.
"De mente ikke, det ville blive et problem at finde mig et nyt job indenfor samme branche, da jeg havde så mange års erfaring," forklarer hun.
Men efter flere måneder uden svar blev Madi Kruse Madsen utålmodig og kontaktede rekrutteringsfirmaet.
"De sagde til mig: Vi kan ligeså godt være ærlige: Det der med at du har valgt at være kvinde, det overskygger tilsyneladende alle dine evner og kompetencer, når vi er i kontakt med arbejdsgiverne," siger hun.
Madi er blot en af de mange transkønnede, der har oplevet at blive diskrimineret på baggrund af sit køn. Avisen.dk skriver i dag, at hver femte transseksuelle bliver diskrimineret på jobbet.
LÆS HELE HISTORIEN HER.
Sådan er det at være kvinde!
Hurtigt gik det op for Madi Kruse Madsen, at branchen havde vendt hende ryggen. Hun måtte tænke kreativt.
"IT-branchen er en mandebranche, så jeg blev rådet til at finde et typisk kvindejob i stedet," siger hun.
"Det eneste, jeg kunne komme i tanke om, var sosu-assistent eller ekspedient i Matas."
Efter lang tids forgæves søgning fik hun et assistentjob i skønhedsbranchen.
På det tidspunkt var hun på et år gået fra at tjene 75.000 i en lederstilling til 25.000 i en assistent-stilling.
Her pakkede hun papkasser, tog telefoner og lavede kaffe. Hun oplevede, at det at skifte køn til kvinde, betød, at hun fik de opgaver, ingen gad have.
"Da jeg kom hjem fra mit nye job første dag, brokkede jeg mig til min veninde over alle de lorteopgaver, jeg blev sat til. Hun kiggede bare på mig og sagde: Ja, sådan er det, at være kvinde på arbejdsmarkedet."
Fra IT-nørd til skønhedsdronning
Efter et år blev det for meget for den tidligere IT-leder.
"Jeg savnede at være anerkendt, og følte at jeg spildte mine talenter," siger hun.
Hun sagde op på arbejdspladsen og startede sin egen skønhedssalon.
I dag har salonen været oppe og køre i ni måneder, og Madi Kruse Madsen er igen blevet tilfreds med sin arbejdssituation.
Hun savner dog stadig IT-branchen ind imellem.
"Det ville jo være fedt at have sådan et vellønnet job, som jeg havde tidligere. Her skal jeg jo kæmpe hver dag, for at der skal være et overskud. Men jeg savner ikke mit gamle jeg, for det var en overfladisk tilværelse," siger hun.