Hvis transporten til og fra en arbejdsplads er tilrettelagt af arbejdsgiveren for at effektivisere arbejdstiden, er der tale om arbejdstid, der er omfattet af "Lov om arbejdsskade".
Det har Vestre Landsret netop slået fast i en principiel sag fra Nordjylland, skriver dr.dk.
Sagen handler om en tømrerlærling, der for tre år siden kørte galt i sit firmas værkstedvogn, da han om morgenen var på vej fra sin bopæl til en arbejdsplads langt fra værkstedet.
På vejen mistede han herredømmet over bilen og kørte ind i en modkørende. Han kom til skade, og anmeldte skaden som en arbejdsskade.
Men hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen ville anerkende uheldet som en arbejdsskade, da transport til og fra arbejde som udgangspunkt ikke er arbejdstid.
Nu har Vestre Landsret imidlertid afgjort, at der var tale om arbejdstid, og at lærlingen skal have erstatning.
Det skyldes, at hele kørselsarrangementet var tilrettelagt efter arbejdsgiverens anvisning for at effektivisere arbejdstiden og spare penge.